Jordvarme
Vi har etableret et af Danmarks største jordvarmeanlæg i 2008 og bruger ikke længere olie. Anlægget består af 3.000 meter rør, der opsamler den varme, som jorden suger til sig fra solen. Varmen komprimeres og sikrer varmt vand i hanerne og lune rum til vores gæster.
Hvordan virker det?
Jordvarmeanlægget består af et slangesystem og en varmepumpe, og det fungerer i princippet som et omvendt køleskab.
Rundt om huset har vi nedgravet i alt 3000 meter slanger i knapt en meters dybde. Slangerne er fyldt med en frostvæske, og opsamler den varme, der findes i overfladejorden - op til omkring 4 graders varme. Herefter løber frostvæsken ind i huset. Her bliver de fire grader komprimeret op til en højere temperatur, der i sidste ende opvarmer både brugsvand og vandet i vores centralvarmeanlæg.
Når frostvæsken har afgivet sin varme til systemet i varmepumpen, har den en temperatur på et par minusgrader og løber tilbage til slangen i jorden. Her gentages opvarmningen til de knapt 4 plusgrader, og processen starter forfra.
Jordvarmeanlægget er elektronisk styret, så det kan måle temperaturen udenfor. Anlægget reguleres derfor automatisk i forhold til temperaturen.
Jordvarmeanlægget drives af el, og vi har valgt at købe grøn el fra vandkraft i Norge. Med tiden håber vi at kunne dække vores elforbrug ved hjælp af solceller opstillet her på ejendommen.
Jordvarmeanlægget står i kælderen, og vi viser det meget gerne frem!
Herunder kan du se, hvordan jordvarmeanlægget blev installeret.
